Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogiske rammer

Forberedelse/forudsigelighed og struktur

Forberedelse/forudsigelighed for børnene giver ro og overblik, og hjælper dem med at få styr på dagen. Den faste daglige struktur giver genkendelighed og tryghed.

Vi har forskellige emner og metoder, som vi arbejder ud fra. For eksempel inklusion, ICDP (en ressource- og relationsorienteret metode), dialogisk læsning, fri for mobberi fra Mary fonden, pulsen op og vi "leger" skole. Derudover prioriterer vi legen og dens betydning højt.

Inklusion

Alle børn skal føle sig som en del af børnefællesskabet.

Vi guider og hjælper så alle børn kan deltage i et fællesskab med andre børn.

Vi justerer ofte på ”det vi plejer” eller vores faste struktur, så alle, ved hjælp af små justeringer, kan være med (eks. holde pause, benytte bestemt stol eller lignende).

Dialogisk læsning

Dialogisk læsning er en måde at læse på, der skaber mere sprogligt samspil med børnene end ved traditionel læsning.

Vi stiller spørgsmål og taler om ordenes betydning, og er åbne for børnenes spørgsmål under læsningen.

Dette udvider børnenes sprog og ordforståelse.

Fri for Mobberi – Mary Fonden

Fri for Mobberi anvendes til alle aldre i Børnehaven Kastanien.

Materialet er udviklet for at forebygge mobning.

Vi laver forskellige lege, synger, læser og masserer hinanden ud fra tanken om, at den man rører, den mobber man ikke.

Materialet indeholder også Bamseven, som kommer på besøg og snakker med børnene om, hvordan man er en god kammerat. Alle børn får en lille bamseven ved start i børnehaven, som bor på stuen i et hjemmelavet hus. Den kan trøste, hvis man bliver ked af det i løbet af dagen.

Dette materiale møder børnene også, når de kommer i skole.

”Pulsen op”

Vi har fokus på bevægelse, både generelt på legepladsen, hvor vi leger lege (f.eks. ”Alle mine kyllinger” og ”Hvad er klokken Hr. Løve”), cykler og spiller forskellige boldspil, men også ved gymnastik, motoriske øvelser, trampolin, ribber o.s.v.

Vi ”leger” skole

Når børnene er i deres sidste år i børnehaven, så bruger vi en formiddag om ugen til at ”lege” skole.

Vi har duks, faste pladser, øver i at række hånden op, laver opgaver og holder frikvarter, hvor der er legetid.

Vi arbejder ud fra materialet” Legeøen”, hvor børnene bliver mødt af ”Rime Remse Bamse”, ”Lydia Lyttemus”, ”Lasse Læsehest” og ”Robotten Robert”.

Alle fire har lege og opgaver med, som støtter børnene i at blive skoleklar.

Nogle af figurerne går igen i det materiale, som skolen arbejder med, som hedder ”Hop Ombord”.

ICDP ( International Child Development Programme)

ICDP er en relations- og ressourceorienteret pædagogik.

Der tages altid udgangspunkt i barnets ressourcer, og det er altid den voksnes ansvar at skabe den gode relation.

Metoden har som mål at øge kvaliteten af samspillet mellem barnet og den voksne. Der arbejdes ud fra 8 samspilstemaer, der alle understøtter det gode samspil.

Leg

Legen vægtes højt i Kastanien.

Legen er vigtig for børn, og børn leger bare for at lege og have det sjovt.

Men vi ved, at børnene, mens de leger, udvikler deres fantasi og tænkning. De udvikler deres sociale kompetencer, og knytter venskaber, men de lærer også at tackle uenigheder og at give og tage i et fællesskab.